Odense Golfklub

fynske golfbaner odense golfklub

Golfklubben er en af landets ældste golfklubber og havde stiftende generalforsamling den 29. september 1927. Den første bane var placeret ved Kløvermosevej, hvor der i dag er dyrskueplads. Banen havde 9 huller med en længde på 2815 meter og par 76 indviedes i 1928. På daværende tidspunkt var et hul på kun 360 meter alligevel et par 5 hul.

 

I 1962 måtte Odense Golfklub flytte til et areal ved Snapindskoven, fordi lejemålet på det oprindelige areal var blevet opsagt. Den nye bane – der også var på 9 huller – var derimod ikke ret lang – det blev kun til 3830 meter og par 64.

 

Forholdene blev efterhånden for snævre og besværlige ved Snapind, og endelig i sommeren 1980 flyttede Odense Golfklub til det nuværende anlæg. Nu havde klubben rådighed over en 18 hullers bane af international standard, og ved siden af det en 9 hullers bane, som er kort.

 

Odense Golfklub har således siden 1980 flere gange været vært for såvel danske mesterskaber som store proturneringer på det nye golfanlæg.

Odense Golfklubs 18 huls bane – kaldet Holluf Park

 

18-hulsbanen er kun ganske lidt kuperet men med en del vand og mange sandbunkers. Banen er temmelig åben.

 

Odense Golfklubs 9 huls bane – kaldet Pilebanen

Pilebanen har væsentlig kortere huller end Holluf Park, men har alligevel status af en rigtig golfbane. Der er kun få sandbunkers, og er et yndet sted for nybegyndere og andre der gerne vil træne spillet eller ikke slår så langt, og vil have en hurtig runde.

 

Odense Golfklub har således ikke en Pay and Play bane.

 

Banernes vedligeholdelsesstand skulle være helt i top, og banens stab af greenkeepere sætter en ære i altid at kunne fremvise et toptrimmet anlæg. Der er endvidere i år store planer om en større opgraduering / renovering af selve golfbanen.

 

Det er golfarkitekt Jan Sederholm, der har tegnet 18 hullers banen. Opgaven var at anlægge en 18 hullers mesterskabsbane og en 9 hullers kort bane. Men golfen har udviklet sig meget i den mellem liggende tid, men golfbanen er nok ikke det man vil kalde en mesterskabsbane i dag. Der er mange store og flotte træer, men som kun delvist kommer i spil på hullerne. Lindved Å løber langs med nogle af hullerne, dog uden rigtig at komme i spil.

 

Banens layout på de 18-huller er lidt uhensigtsmæssigt, da 9. og 10. hul ligger et stykke fra klubhuset, så det ikke er muligt lige at smutte ind og få lidt mad og drikke halvvejs. Tilgengæld er det positivt, at der er relativt kort fra green og til næste teested, så du kommer ikke til at gå en masse ekstra meter.

 

Odense Golfklub har en stor restaurant, flot klubhus og alle faciliteterne, som puttinggreen, indspilsgreen og drivingrange (delvist overdækket og med belysning) liggende tæt på klubhuset og parkeringsarealet, og der hersker fin orden og fra den store terrasse kan man sidde og nyde spillet på putting green, når vejret er til det.

 

Her er en oversigt over golfbaner på Fyn